Hebræerne 12:1 (DA1871)
Derfor lader ogsaa os, efterdi vi have saa stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane

Hebræerne 12:2 (DA1871)
idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde paa højre Side af Guds Trone.

Hebræerne 12:3 (DA1871)
Ja, tænker paa ham, som har udholdt en saadan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle.

Hebræerne 12:4 (DA1871)
Endnu have I ikke staaet imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden

Hebræerne 12:5 (DA1871)
og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: „Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, naar du revses af ham

Hebræerne 12:6 (DA1871)
thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slaar haardelig hver Søn, som han tager sig af.“

Hebræerne 12:7 (DA1871)
Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?

Hebræerne 12:8 (DA1871)
Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have faaet Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner.

Hebræerne 12:9 (DA1871)
Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Aandernes Fader og leve?

Hebræerne 12:10 (DA1871)
Thi hine tugtede os for nogle faa Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle faa Del i hans Hellighed.

Hebræerne 12:11 (DA1871)
Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.

Hebræerne 12:12 (DA1871)
Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ

Hebræerne 12:13 (DA1871)
og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.

Hebræerne 12:14 (DA1871)
Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren

Hebræerne 12:15 (DA1871)
og ser til, at ikke nogen gaar Glip af Guds Naade, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den

Hebræerne 12:16 (DA1871)
at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.

Hebræerne 12:17 (DA1871)
Thi I vide, at han ogsaa siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Taarer.

Hebræerne 12:18 (DA1871)
I ere jo ikke komne til en haandgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr

Hebræerne 12:19 (DA1871)
og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem.

Hebræerne 12:20 (DA1871)
Thi de kunde ikke bære det, som blev paabudt: „Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes.“

Hebræerne 12:21 (DA1871)
Og — saa frygteligt var Synet — Moses sagde: „Jeg er forfærdet og bæver.“

Hebræerne 12:22 (DA1871)
Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare

Hebræerne 12:23 (DA1871)
og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Aander

Hebræerne 12:24 (DA1871)
og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.

Hebræerne 12:25 (DA1871)
Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi naar de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord paa Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, naar vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene

Hebræerne 12:26 (DA1871)
han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: „Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men ogsaa Himmelen.“

Hebræerne 12:27 (DA1871)
Men dette „endnu een Gang“ giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive.

Hebræerne 12:28 (DA1871)
Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, saa lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.

Hebræerne 12:29 (DA1871)
Thi vor Gud er en fortærende Ild.